daarennoessv
Layer 35
 
   
Glemt log på?   Registrer  

Velkomstmateriale

Det er en milepæl at starte i børnehave, men det er også en stor omvæltning for et treårigt barn. Selvom Vartov Børnehave er en forholdsvis lille institution, er over 40 børn og 8 voksne noget af en mundfuld for en lille pode. Af den grund vægter vi et tæt forældresamarbejde, for at gøre overgangen så nænsom som mulig. Den gruppe som det nye barn i fremtiden skal gå i,  sender i samarbejde med børnegruppen et lille velkomstbrev hvor der står lidt om hvem vi er og hvor børnene har tegnet fine tegninger til det nye barn samt talt om hvordan man byder en ny kammerat velkommen.

Vi lægger vægt på, at jeres barn føler sig velkommen allerede fra første dag, og derfor gør vi blandt andet meget ud af at lære jeres navne og familie at kende. Ved at vide hvad I beskæftiger jer med, og hvad der rør sig i jeres hjemmeliv får vi et godt kendskab til jer, og sammen med en åben dialog skaber det en gensidig tryghed og tillid. I modsætning til mange andre institutioner bliver jeres barn ikke tilknyttet en bestemt voksen i indkøringsperioden, da vi lægger vægt på, at det enkelte barn respekteres. Vi iagttager og lytter os frem til, hvilken voksen jeres barn føler den tætteste tilknytning til, og lader herefter denne voksne varetage indkøringen. På den måde ønsker vi at sikre en tryg og tillidsfuld relation til jeres barn samt jer.

Når jeres barn starter i børnehaven får I en folder med praktiske oplysninger, ligesom I selvfølgelig får udleveret koden til vores hoveddør, der af sikkerhedsmæssige årsager altid er låst.

Har I lyst til at besøge børnehaven inden første dag, er I meget velkomne, og vi tager os også gerne tid til at svare på spørgsmål, hvis I ikke har fundet svarene her på hjemmesiden.

Det er vigtigt sige goddag og farvel til personalet, når I afleverer og henter jeres barn. Så ved vi, at jeres barn er kommet og kan strege barnet fra listen, når I går. Har jeres barn brug for at være sammen med en voksen, når han eller hun siger farvel, så giv os et praj om det, og husk også give besked, hvis det er andre end jer forældre, som henter barnet om eftermiddagen.

Da vi tager på udflugt langt de fleste dage, forventer vi, at alle børn er klar til afgang senest klokken 9.30. Skal jeres barn til tandlæge eller andet, finder vi selvfølgelig ud af det.

Vi vil gerne vide, når jeres barn holder fri. I forbindelse med sommerferien og andre ferier sætter vi ferielister op, hvor I kan krydse af, og ud fra den planlægger vi børnehavens vikar- og ressourceforbrug.

I forbindelse med vores madordning, ser vi os nødsaget til at fremhæve, at valgte ferieperioder i fremtiden er bindende, således at vi ikke bruger unødige ressourcer på råvarer og lønninger.

Holder I blot en enkelt fridag, så husk at give besked mellem 7-8 samme morgen.

Om eftermiddagen får jeres barn lidt frugt eller et andet mellemmåltid i børnehaven. Frugten er økologisk, og selvom tidspunktet varierer lidt afhængig af dagens udflugter, spiser vi som regel klokken 14.30.

Vi tilbringer mange timer sammen med jeres barn hver eneste dag, derfor er det vigtigt, at I orienterer børnehaven om vigtige begivenheder i jeres liv.

Det kan være flytning, dødsfald og kriser i familien eller andet, som I ved, at jeres barn tænker over eller er påvirket af. Når vi ved besked, kan vi tage særlige hensyn og være ekstra opmærksomme.

Hvert år i november vil i blive tilbudt en samtale om jeres barn. Her fortæller vi mere detajleret om jeres barns udvikling og trivsel i børnehaven, så i får et godt indblik i dagligdagen.

Vi tager os selvfølgelig altid tid til en snak, hvis der opstår problemer eller er et særligt behov.

To gange om året holder vi forældremøde. Det sker i starten af maj og oktober, og på møderne fortæller vi om nye tiltag og tanker, så den gode og nære forældrekontakt styrkes.

Det er også på forældremøderne, at der vælges forældrerepræsentanter og -suppleanter til bestyrelsen i Vartov Børnehave.

Afleverer I jeres barn inden klokken 8 om morgnen, er der mulighed for at spise morgenmad i børnehaven. Der bliver serveret forskellige morgenmadsprodukter, der alle sammen er økologiske. Eksempelvis er der ymer, havregrød, havregryn samt brød at vælge imellem.

Når jeres barn går i børnehave, kommer han eller hun ud i al slags vejr. Regntøj og gummistøvler er et must, og det samme er hjemmesko, som I meget gerne må skrive navn i.

Det er også en god ide at have et ekstra sæt tøj liggende til små uheld. Husk i øvrigt at tømme/rydde op i garderoberummet hver fredag, så der kan blive gjort rent.