Glemt log på?  

Værdigrundlag

I Vartov Børnehave bygger pædagogikken på respekten for det enkelte menneske, men altid under hensyntagen til fællesskabet. Fællesskabs- og venskabsfølelser mener vi, er det fornemmeste at få med sig videre fra sin børnehavetid.

Hverdagen bygger på tillid til samt respekt for børnenes tanker og ideer. Tilliden er den røde tråd, som videreføres i personalegruppen. Her arbejdes med stor frihed under ansvar. På den måde oplever vi en mangfoldighed og glæde blandt både børn og voksne. Den enkelte er værdsat og betydningsfuld, og langt de fleste pædagoger og pædagogmedhjælpere har været længe i institutionen. Det er ikke et udtryk for stilstand. Tværtimod. Det vidner om et særligt forhold til stedet, traditionerne, engagementet, herlige unger og en hverdag med et rigt indhold.